Til tops på Lyngmarksfjeldet
Diskoøen er et fantastisk sted at vandre – også for børn. Men turen op til toppen af Lyngmarksfjeldet blev noget mere udfordrende end ventet, da der stadig lå meget sne. Og pludselig blev det også dårligt vejr.
- Udgivet:
En julidag i 2023 skal jeg med mine to sønner på 10 og 13 år bestige Lyngmarksfjeldet. Det er Diskoøens ikoniske vartegn med dets stejle, lagdelte klippesider, der udgør bagtæppet til de farvede huse i Qeqertarsuaq by.
Når man sådan betragter fjeldet, er det svært at forestille sig, at det kan bestiges, men det kan det faktisk, hvis bare man går lidt rundt om det. Før vi kan nå toppen i godt 800 meters højde, skal vi dog forcere en vanskelig og til tider stejl vandresti på godt 6 km (hver vej).
På toppen af Lyngmarksfjeldet ligger en bræ, som man kan køre hundeslæde på – hele året rundt også om sommeren. Udsigten fra toppen er fantastisk, og naturen barsk og øde. Lyngmarksfjeldet er opstået ved vulkansk aktivitet for omkring 50 millioner år siden og består af vulkanske bjergarter, særligt basalt (størknet lava), der ligger lag på lag med skiftende mørke og lyse brunlige farver. Et imponerende syn!
Vandretur til Lyngmarksfjeldet
Vandrestien til Lyngmarksfjeldet starter i den nordlige del af byen. Vi følger grusvejen ud ad byen i retning nordøst indtil, vi når hvad der ligner et gammelt stenbrud. Vi har svært ved at finde vandrestien, men så opdager vi den første sten med et blåt mærke på. Vi drejer til venstre væk fra grusvejen og følger de blå mærker videre over let klippeterræn.
Efter ca. en halv km fra grusvejen kommer vi til et område med pilekrat. Her springer vi over en mindre elv, der løber ud i bugten, og efter yderligere en halv km begynder den første rigtige stigning.
Det går kun op fra nu, og på enkelte stræk er det ret stejlt, så vi må af og til bruge hænderne til hjælp. Det er ikke decideret svært men fysisk krævende. Det er derfor oplagt at holde hvil, og det gør vi flere gange for at nyde den smukke udsigt over Qeqertarsuaq by og den store Diskobugt.
Vi sveder mens vi slider os op ad fjeldsiden, særligt når solen stikker frem fra skydækket. Vi har ellers haft meget regn den forgangne uge vi har været på Diskoøen, men i dag er det pænt lunt og tørt. Så længe det varer.
For jo længere vi kommer op, des koldere bliver det. Skyerne begynder at trække sig sammen, og der kommer en virkelig kold blæst fra havet. Typisk grønlandsk klima, hvor man det ene øjeblik sveder i solskinnet, og det næste øjeblik er det pivhamrende koldt og truende.
Om vandreturen
Fra Qeqertarsuaq by til toppen af Lyngmarksfjeldet
Distance t/r: 12 km
Varighed: 6-7 timer (gåtid uden pause)
Højeste punkt: ca. 820 m
Laveste punkt: 0 m
Sværhedsgrad: Moderat/svær
Denne vandretur går fra byen Qeqertarsuaq på Diskoøen til toppen af det ikoniske Lyngmarksfjeld (Akuarut).
Ruten er markeret med blå mærker på sten og klipper og går dels ad trådte stier, dels på klippe- og stenunderlag. Der er stejle stigninger undervejs, hvor hænder kan komme i brug. Særligt klatreudstyr behøves dog ikke, men en rimelig god fysik er nødvendig.
Vær opmærksom på vejret. Fjeldet bør ikke bestiges i dårligt vejr eller ved lav sigtbarhed. Har man derimod klart vejr, kan man fra fjeldtoppen se helt til Ilulissat og også skimte øer og isbjerge i Diskobugten, som er mere end 100 km væk.
Snedriver og koldt på toppen
Samtidig med at vejret skifter til det dårligere, er vi efterhånden nået op i en højde på over 600 meter over havet, og der begynder at ligge meget sne i terrænet. Foråret i år har været usædvanligt på Disko og mange andre steder i Vestgrønland, da der er faldet store mængder sne forholdsvist sent. Og med en kølig forsommer ligger der derfor stadig meget sne i fjeldene.
Vi har nu valget mellem at gå igennem snedriver, typisk den korteste vej, eller gå udenom. Sneen er våd og tung, slush-ice-agtig, så det er ikke det bedste, og vi har for længst fået sok. At gå uden om driverne er også besværligt, da der er løse sten og svært terræn, som skal klatres.
Vi når længere og længere op, og jeg insisterer på, at vi skal helt op til hytten (‘Hut 1’ på kortet, som ligger i 800 meters højde). Men mine børn er ikke helt enige: Måske er det fint nok at vende om nu – vi har jo allerede en flot udsigt, og det er vel lige meget med den hytte.
Vi kan ikke se hytten, før vi er forholdsvis tæt på den. Da vi endelig får øje på den, kan vi se, at der ligger virkelig meget sne mellem den og os. Hvad gør vi? Vi kan ikke gå udenom sneen, for den går helt ud til klippekanten. Der er ingen fodspor fra andre før os, da vi sikkert er nogle af de første, hvis ikke de første, der har gået så højt op i år. Men vi kan se hytten, og så langt væk er den jo heller ikke.
Jeg går ud i sneen og synker hurtigt i til knæene. Ufatteligt nok får jeg overbevist drengene om at gå det sidste stykke hen til hytten. Af og til synker vi i til lårhøjde, og vi bliver godt kolde og våde på benene. Nogle gange må vi kravle, og andre gange tumle rundt i slush-ice. Men vi når hytten, og det er fedt!🤗
Vi kan ikke komme ind i hytten, så vi må opholde os på verandaen, hvor der er lidt læ. Vi får skyndsomt drukket og spist lidt.
Hvis vejret og forholdene havde været bedre, kunne vi være gået videre til hytte 2 (‘hut 2’), som er en udlejningshytte, der ligger tæt ved bræen. Men i dag ser det ud som om hytten ligger midt inde på bræen, så at skulle vade gennem mere dyb sne i tiltagende dårligt vejr er bare ikke en mulighed. Normalt kunne vi også havde gået ned til radiomasterne (‘Viewpoint’ på kortet) for en sublim udsigt, hvilket jeg tidligere år har gjort. Men i dag er dette heller ikke muligt.
Vi er alle tre kolde, så vi forlader hytten ret hurtigt for at gå ned igen. Men det betyder så, at vi skal igennem den samme dybe sne, som vi kom op igennem! Vi følger vores egne fodspor. Da vi er forbi den længste snestrækning, gør vi holdt og får tørre strømper på (heldigvis havde vi nogle ekstra med), og det er på høje tid, da min yngste søns fødder er helt iskolde og gør ondt.
Vi kender vejen ned, og det går selvfølgelig langt hurtigere ned, end da vi skulle op. Efterhånden får vi alle tre varmen igen. Men det skal ikke vare længe før de mørke og truende skyer endelig bliver til regn. Det begynder simpelthen at øse ned, og de sidste 2-3 km tilbage til byen er vi drivvåde. Så da vi endelig kommer til Hotel Disko Island, smager den varme kakao bedre end nogensinde før.☕
Recap: Vandrestien til toppen af Lyngmarksfjeldet er udfordrende og virkelig smuk. Den er velegnet til børn fra 10 år og opefter. Men sørg for at vejret er godt, når I begiver jer afsted.
Diskoøens vulkanske fortid
Diskoøen er geologisk set langt yngre og meget anderledes end det grønlandske fastland, hvor grundfjeldet er flere milliarder år gammelt. Øen er opstået ved vulkansk aktivitet for “kun” 50-60 millioner år siden.
Typisk for den vulkanske fortid er de mange, stejle basaltfjelde, der er lagdelt med skiftende mørke og lyse bånd af forskellige sedimentære og vulkanske bjergarter og ofte med brede nedbrydningskegler foran som følge af erosion igennem millioner af år.
Den vulkanske fortid spores også i øens mange varme kilder, men man behøver ikke at frygte et nærtstående vulkanudbrud, da det er flere millioner år siden, det sidst er sket. Øen er interessant på mange måder, ikke mindst på grund af en meget varieret flora. Øen ligger nemlig på grænsen mellem lav- og højarktis, og sammen med forekomsten af de varme kilder giver det en rigere flora sammenlignet med andre lokaliteter på samme breddegrad. F.eks. trives orkideer og den spiselige kvan fortrinligt på øen.
Disko har også sin egen indlandsis med flere store gletsjere i det højtliggende og svært tilgængelige indland. Den største hedder Sermersuaq, “Storbræen”, og strækker sig 70-80 km i nord-sydgående retning. En mindre er Lyngmarksbræen, der strækker sig over 8 km.
Kilde: Naturguide Grønland
Relaterede artikler
- Grønland
- -
Diskoøen er med sin vulkanske fortid helt unik med majestætiske basaltfjelde, varme kilder og frodige dale. Det er et fantastisk sted at vandre – også for børn. Terrænet er udfordrende...