En overset perle på Grønlands vestkyst

Vandretur til naturgrotte, øde fjeldtop og paradisisk strand

Det er juli, og vi er på besøg i Qasigiannguit, der er en virkelig hyggelig by med en skøn og varieret arktisk natur. Der kommer ikke mange turister her i denne del af Diskobugten, modsat det travle liv i Ilulissat. Men det er lidt af en perle for outdoor-entusiaster med mange fine vandreruter (som det kan ses på kortet længere nede).

I baglandet findes både moskusokser og rensdyr. Dem ser vi dog desværre ikke, mens vi er der. Til gengæld ser vi mange pukkelhvaler🐳, der svømmer forbi ude i Diskobugten.

Her er vores beretning fra en superfin vandretur på blå og orange rute, hvor højdepunktet – bogstaveligt talt – var udsigten fra toppen af Qaqortorsuaq-fjeldet. I 451 meters højde fremstod byens kontur knivskarpt, mens dens lyde blev båret med vinden helt op til os.

Vi starter dagen med at gå ned til byens museum, som består af nogle af Grønlands ældste huse tilbage fra kolonitiden i 1700-tallet. På museet ser vi bl.a. en udstilling om nogle af de første mennesker i Grønland, Saqqaq-folket. Der er gjort mange fund i området fra da de levede her for intet mindre end 4.500 år siden.

Vi forlader de smukke, gamle træhuse og følger vejen forbi hundepladserne, indtil vi er ved starten af blå rute. Dette er markeret med et skilt med kort og info om ruten. Fra dette sted har vi også en fin udsigt over den lille bugt med bådene og Qasigiannguit by, der ligger op ad klippesiderne.

Den Gamle Koloni

Vi fortsætter nogle hundrede meter mod det, der kaldes den Gamle Koloni (‘Old Colony’ på kortet), hvor Qasigiannguit (Christianshåb) blev grundlagt af de danske kolonister i 1734. Det viste sig dog ikke at være så godt et sted at bo dengang, da det var meget vindudsat, så i 1763 flyttede man over på den anden side af bugten til dér hvor byen ligger placeret i dag.

Der skulle findes en række spor efter den gamle koloni, og det lykkes os da også at lokalisere nogle græsbevoksede hustomter. Herfra krydser vi en lille elv via nogle udlagte brædder, og fortsætter i relativt fugtigt terræn. Vi kommer dog nogenlunde tørskoet igennem ved at hoppe over småpytter og vandløb og balancere på de udlagte træpaller.

Bings Hule

Efter godt 3 kilometers vandring kommer vi til Bings Hule. Det er godt vi har et kort med, for ellers kunne vi let være gået forbi uden at opdage den. Hulen ligger på venstre hånd i en klippeside lidt over terrænnet.

Bings Hule er en naturskabt 8 meter dyb klippehule, som er dannet i en kvartsåre indeni den hårdere gnejs. På hulens sider ser vi nogle flotte krystaller af røgfarvet og rosa kvarts.

Det siges, at de gamle grønlandske åndemanere brugte hulen til ceremonier i sin tid. Hulens danske navn kommer efter Andreas Bing, der i 1730’erne var områdets første kristne missionær og som angiveligt bad til sin gud i hulens ensomhed. Der er mørkt og koldt inde i hulen, så det synes ikke at være det bedste sted at opholde sig.

Omkring 100 meter syd for Bings Hule deler vandreruten sig i to, og vi vælger den orange-mærkede sti mod toppen af Qaqqarsuaq-fjeldet.

Til toppen af Qaqortorsuaq

Først er der lidt klatring op til et lidt højereliggende plateau. Derefter går vi nogle hundrede meter igennem en dal, stadig i stigende terræn, hvorefter vi drejer rundt om “hjørnet” af fjeldmassivet for at gå i retning nordøst.

Vi fortsætter mod nordøst i stigende terræn med Qaqqarsuaq-fjeldet på venstre hånd og et aflangt, smukt dallandskab på højre hånd. Efter godt 2 km følger vi de orange mærker i en bue mod nordvest via en lille slugt, som vi går op igennem til en mindre sø. Fra denne sø går det halvstejlt op til højre til toppen af fjeldet i ca. 450 meters højde.

Her venter os en fantastisk oplevelse. Udsigten er simpelthen sublim og slår benene væk under os. Ikke mindst over Diskobugten, så langt øjet rækker, men også et meget fascinerende udsyn til byen Qasigiannguit. Man kan se de enkelte huse, vejene, biler der kører, både der sejler, ja næsten mennesker der går. Mennesker kan vi i hvertfald se, når vi bruger den opstillede panoramakikkert.

Oplevelsen styrkes af den særlige stemning, der opstår, når byens lyde bliver båret med vinden op til os. Vi kan høre hunde, der gør. Et sted sætter en bil i accelaration, og fra fjorden kommer den forsinkede lyd fra en ræsende motorbåd. Men ellers er vi helt alene på fjeldtoppen og har på vores tur slet ikke mødt andre mennesker.

Mod nord kan vi med kikkerten også se bygden Ilimanaq, og bag ved den tydeligt alle de store isbjerge i Ilulissat Isfjord. Vi kan endda øjne skorstenen på elværket i Ilulissat. Efter denne skønne oplevelse sætter vi kursen nedad igen og følger den samme vej, som vi kom op, indtil vi er nedenfor Bings Hule igen.

Paradisbugten

Som et sidste stop på dagens vandretur har vi udset os Paradisbugten, som hedder Kangerluluk på grønlandsk. Vi følger de blå sten, men ellers er det ikke svært at finde vej, da vi har fuld udsigt til bugten. 

Paradisbugten viser sig at leve godt op til sit danske navn, for i bunden af den næsten symmetriske bugt ligger en flot sandstrand. Vi dypper tæerne i det rolige men kolde vand. Havde luft og hav været sådan omkring 20 grader varmere, havde det været den perfekte badestrand.😊 

Blå rute fortsætter videre fra Paradisbugten via en delvist markeret 7 km lang rute til et udsigtspunkt kaldet Nuuk (Næsset). Vi når dog ikke længere i dag, da det er blevet sen aften, så vi vender hovedet hjemad igen i den smukke, lave aftensol.