Fra Igaliku til Qaqortoq – I nordboernes fodspor gennem smukke Sydgrønland

Oplev Sydgrønlands smukke landskaber, når du går i nordboernes fodspor på den klassiske vandrerute fra fåreholderstedet Igaliku til “storbyen” Qaqortoq. Her kommer de gamle vikinger virkelig tæt på, når du passerer nogle af de bedst bevarede fund fra nordbotiden, ikke mindst den berømte Hvalsey Kirkeruin.

Udgivet: 17. december 2025

Fra Igaliku til Qaqortoq – i nordboernes fodspor gennem smukke Sydgrønland

Vandreruten mellem Qaqortoq og Igaliku hører til blandt Sydgrønlands absolutte højdepunkter. Her går du bogstaveligt talt i nordboernes fodspor og passerer flere af de bedst bevarede nordboruiner, mens du vandrer gennem et enestående fjeldlandskab med skiftende terræn og fantastiske udsigter over fjordene.

I min beskrivelse her på siden går jeg turen fra Igaliku til Qaqortoq. En detaljeret beskrivelse af ruten den modsatte vej kan findes i min bog Turen går til Grønlands smukkeste vandreruter.

Den lille bygd Igaliku, der udgør startstedet for min tur, ligger billedskønt på en grøn fjeldskråning ned til en turkisblå fjord med det markante fjeld Illerfissalik i baggrunden. Mange af husene og kirken er bygget af den særlige rødbrune sandsten fra området. De få faste beboere i bygden ernærer sig især ved fårehold, men om sommeren mangedobles indbyggertallet, når turister og sommerhusgæster strømmer til.

Slutmålet for min vandretur er Qaqortoq, der med sine godt 3.000 indbyggere er Sydgrønlands største by. Det er en på én gang charmerende, driftig og moderne by, men også en arkitektonisk perle med historiske huse på malerisk baggrund.

Dag 1: Igaliku -> Qalilimmiut Saqqaata Tasia (sø)

14 km

På en solskinsrig junimorgen tjekker jeg ud af bygdehotellet i Igaliku. Jeg har optimeret min rygsæk med proviant til mindst 5 dage, telt, sovepose, liggeunderlag, trangia-grej og selvfølgelig min Garmin inReach, førstehjælpsudstyr, vandrekort og kompas. Det meste af maden købte jeg i Narsarsuaq, inden jeg kom til Igaliku, men man kan også købe det mest fornødne i den lokale Pilersuisoq-købmand, der har åbent kl. 10-14.

Jeg følger grusvejen ud af bygden, forbi kirkegården og skiltet, der peger mod “Waterfalls”, hvorefter de røde mærker leder mig i sydlig retning. Jeg hopper over et lille vandløb, og følger det opad. Efter omkring 1 km kommer jeg forbi nogle flotte klippemassiver, der består af den særlige brunrøde sandsten, som mange af Igalikus huse er bygget af.

Jeg fortsætter i let stigende terræn i retning væk fra fjorden, indtil jeg kommer til åbent græsland for til sidst at ramme traktorsporet, som jeg følger videre mod sydvest. På dette stræk får jeg virkelig betagende udsigter over kulturlandskabet med græssende får og grønne enge, der skråner ned mod Eriksfjord. På min venstre hånd ses toppen af Nuuluk (823 m), som jeg besteg for et par år siden.

Efter ca. 3 km på det stenede traktorspor kommer jeg til et “vejkryds”, hvor et træskilt viser mod “Qaqortoq” (lige ud) og “Waterfalls” (til højre). Her skal man ikke snyde sig selv for at tage en afstikker til vandfaldene .

Så jeg følger de røde mærker langs en stor elv, og allerede efter 300 m ser jeg det første vandfald, og der kommer mange flere. De er virkelig imponerende! Elven har skåret sig dybt ind i klipperne, og vandet falder dramatisk ned gennem kløften. Man skal ikke lide af højdeskræk, når man går tæt på slugterne. Der er stejlt ned.

Efter en forsinket frokost står jeg igen på traktorsporet og følger skiltet mod Qaqortoq. Kort efter krydser jeg en mindre elv ved at hoppe fra sten til sten. Efter ca. 500 m forsvinder traktorsporet, og jeg fortsætter ad en tydelig sti i sydøstlig retning med først en lille sø og så en lidt større sø på min højre hånd.

Solen bager fra en skyfri himmel, og jeg er i shorts og t-shirt. Alt er godt, bortset fra de der små, irriterende fluer, som konstant flyver rundt i hovedet og ind i ørerne på mig, ja, sådan føles det. Jeg ærgrer mig lidt over, jeg ikke tog moskitonet med, men heldigvis er det kun i kortere perioder, at insektlivet er en sådan plage.

Ved sydenden af den anden sø krydser jeg en elv. Her må jeg have støvlerne af for at vade over med vand til skinnebenet. Derefter går jeg opad gennem et pas, til jeg når den store sø med det meget lange navn: Qalilimmiut Saqqaata Tasia. Det betyder noget i retning af ”søen ved Qalilikfolkets forland”.

Jeg følger søen 4 km langs den nordlige bred. Trådte spor og varder viser vej. Da jeg kommer til sydvest-enden af den store sø, ser jeg en god lejrplads, markeret med en stor varde, og jeg vælger at slå mit telt op her.

Vandfaldene ved Igaliku.

Om vandreturen

Distance: 65 km (73 km med afstikker)
Varighed: 5 dage
Højeste punkt: ca. 420 m
Laveste punkt: 0 m

Ruten er ca. 65 km lang og kan gås på 4-6 dage. Man medbringer selv mad, telt og øvrigt udstyr, mens drikkevand kan hentes fra elve, bække og søer. Der er ikke mobildækning, og man møder sjældent andre mennesker, så pakning af det nødvendige sikkerhedsudstyr er altafgørende for en god og sikker tur.

Hvis man – som jeg gjorde – tager en afstikker til nordbostedet Sissarlutoq, forlænges ruten med ca. 8 km.

Ruten er markeret med røde mærker, men på nogle stræk mangler markeringen eller er meget sporadisk, og man må i stedet orientere sig efter trådte stier og varder for ikke at gå forkert. Undervejs kan terrænet være ret kuperet og underlaget ujævnt og krævende.

Det er vigtigt med gode vandrekort (både fysiske og digitalt på din telefon). Som fysiske brugte jeg to af de gamle men stadig gode kort fra Greenland Tourism: Narsaq og Qaqortoq.

Sådan kommer du dertil

Når den nye lufthavn åbner i 2026 bliver Qaqortoq den primære indgang til Sydgrønland med direkte fly fra København, Nuuk og andre grønlandske byer. Man kan også sejle dertil med kystskibet Sarfaq Ittuk, mens Disko Lines små rutebåde forbinder de sydgrønlandske byer og bygder med hinanden.

Man kommer til Igaliku ved at sejle til landingsstedet Itilleq fra Qaqortoq eller andre nærliggende byer på en af de næsten daglige afgange. Herfra fører den cirka 4 km lange grusvej, Kongevejen, til selve bygden – man kan gå ruten eller aftale et lift. Sejlads og overnatning kan bookes via diskoline.gl og blueiceexplorer.gl.

I guidebogen Turen går til Grønlands smukkeste vandreruter kan du læse en detaljeret beskrivelse af vandreruten opdelt i fem etaper og med start i Qaqortoq og slut i Igaliku.

I bogen kan du også få nyttig information om vejrforhold, sikkerhed, påklædning, udstyr, transport m.m. Så er du som vandrer klædt godt på til at tage ud i Grønlands vilde natur og opleve den helt særlige ro i det storslåede, uberørte landskab.

Dag 2: Qalilimmiut Saqqaata Tasia -> Sissarlutoq -> Sø 405

18 km

Jeg står op til endnu en varm og solrig dag. Og allerede fra morgenstunden er der mange fluer og nu også myg! Lidt af en gene, men ellers er alt smukt. Spiser morgenmad INDE i teltet. Senere forsvinder myggene dog, og fluerne bliver lidt mindre hyppige.

Dagens første mål er Sissarlutoq, som skulle have flere velbevarede ruiner fra nordbo-tiden. I let stigende terræn går jeg i sydvestlig retning ca. 1 km, hvorefter jeg drejer mod sydøst og går ca. 1 km frem mod Sø 304. Jeg fortsætter mod sydøst igennem et smukt og åbent dallandskab, og jeg ser flere havørne kredse over hovedet på mig. Græssende får er der også en del af.

Jeg kan mere eller mindre følge trådte stier mod Sissarlutoq – stierne løber langs nordsiden af en elv. Efter i alt ca. 8 kilometers vandring når jeg frem til Sissarlutoq. Jeg stiller min rygsæk ved en faldefærdig træbro over elven, og så går jeg ellers på opdagelse på dette gamle nordbosted. Det ligger med flot udsigt over den turkisblå Igaliku Fjord, så man forstår godt nordboernes valg af sted. De gamle vikinger (nordboerne) boede her og andre steder i Sydgrønland ca. år 1000 til 1400.

Sissarlutoq er ikke lige så kendt som Hvalsey Kirkeruin og nogle af de andre nordbo-steder, men ruinerne er talrige og velbevarede. Jeg kan hurtigt udpege stentomterne af 7-8 huse, mens arkæologer har lokaliseret hele 44 ruiner, deriblandt langhuse, stalde, stendiger, en kirke og et pakhus.

Mange af husmurene er bygget af rå, groft tilhuggede sten uden brug af mørtel, mens andre blev opbygget i kombination med tørv. Jeg er ret betaget af et af husene, som har en velbevaret
indgangspassage i sydmuren. Stedet blev fredet i 1937 og indgår i UNESCO Verdensarvsområdet Kujataa.

Det er altså fedt at gå rundt på det her gamle nordbosted. Og idyllisk. Får græsser på de grønne enge, små spurvefugle sidder og synger på ruinerne, og elven strømmer gennem bratte kløfter. Jeg møder ingen mennesker, men får selskab af en polarræv, der ser mig an.

For at komme fra Sissarlutoq og tilbage til vandreruten følger jeg samme vej, som da jeg kom, langs nordsiden af elven omkring 5 km før jeg drejer mod syd.

Jeg går mod sydvest gennem en dalsænkning i let stigende terræn og op gennem et pas i ca. 400 meters højde, før jeg drejer mod vest i retning mod Sø 427. Jeg følger en elv op mod søen og hopper over elven lige ved dens udløb fra søen, markeret med en stor varde. Det er rimelig ok at hoppe over, men man skal lige orientere sig godt for at finde det bedste sted.

Jeg er godt brugt i ben og krop, så jeg kigger efter et egnet sted at slå lejr. Det finder jeg lige nordøst for Sø 405, hvor der er et fladt plateau ved en stor varde. Solen står stadig lavt på himlen og varmer teltet op. Der blæser dog en kold vind nede fra søen, men det er kun godt, for det holder insekterne væk.

UNESCO VERDENSARV: KUJATAA

I 2017 blev fem områder i Sydgrønland udpeget som UNESCO Verdensarv som repræsentanter for et unikt kulturlandskab og en arktisk landbrugshistorie, der strækker sig over 1.000 år – fra Thule-folkets og nordboernes bosættelser og frem til nutidens fåreholdere.

Kujataa repræsenterer det tidligste landbrug i Arktis og udgør et enestående, subarktisk kulturlandskab formet af græssende dyr og spredt bebyggelse omgivet af vildmark. Eksistensgrundlaget blev dengang som i dag opretholdt ved en kombination af dyrehold og jagt på havpattedyr.

Verdensarvsområdets fem delområder ligger omkring de dybe fjorde mellem Qaqortoq og Narsarsuaq og omfatter bl.a. Qassiarsuk, Igaliku og Hvalsey Kirkeruin.

Kilde: Turen går til Grønlands smukkeste vandreruter

HVALSEY KIRKERUIN

Hvalsey Kirkeruin er Grønlands mest velbevarede nordboruin. Kirken menes at være opført tæt på år 1300. Tilbage står murene, der er halvanden meter tykke og bygget af tunge, rå sten, hvoraf nogle vejer 4-5 ton.

Kirkens ydre mål er 16 gange 8 m. Taget har formentlig været af træ og dækket med græstørv. Der ligger også andre ruiner af gårde og stalde, som man kan betragte.

Hele området indgår i UNESCO Verdensarvsområdet Kujataa.

Stedet bærer på et af de sidste vidnesbyrd om nordboernes liv i Grønland. I 1408 giftede islændingene Thorstein Olafsson og Sigrid Bjørnsdotter sig i Hvalsey Kirke, og derefter er der ingen beretninger om eller kendskab til nordboernes skæbne i området.

Ifølge et gammelt inuit-sagn kom det til åben krig mellem nordboerne og inuitterne, der foretog et massivt angreb på bopladsen ved Hvalsey og brændte nordboerne inde. De arkæologiske undersøgelser har dog ikke vist tegn på nogen brand, så denne del anses for en senere tildigtning, men selve konfrontationen kan godt have fundet sted.

Kilde: Turen går til Grønlands smukkeste vandreruter

Dag 3: Sø 405 -> Hvalsey -> Kuusuaq Elv

16 km

Klokken er 9 og jeg er klar til en ny vandredag. Der kommer en let brise fra søen, men ellers sol og stort set skyfrit. Jeg følger trådte stier og varder langs østsiden af Sø 405, dernæst den mindre Sø 402 og videre mod sydvest til jeg når et pas. Fremad kan jeg se to dalforløb, og det er det længst mod højre, jeg skal følge.

Jeg går ned gennem dalen og følger en elv, mens jeg nærmer mig en stor kløft. Jeg går på en tydelig sti med kløften på min højre side. Det er virkelig en frygtindgydende kløft, som elven har skåret sig ned igennem – rå klippe og fuldstændig lodret ned.

Efter kløften nærmer jeg mig en større elv, som løber ud i Tasiusaq Fjord. Elven skal krydses, og det viser sig, at jeg kan gøre det tørskoet. Elven deler sig nemlig i et delta med mange små elve. Jeg finder et godt sted med nogle stenblokke, mindre sten og enkelte grønne stykker, hvor jeg kan hoppe fra punkt til punkt hele vejen over.

Nu er jeg så ovre på den anden side af elven og går mod syd mod fjorden. Der mangler stier, og der er en del generende krat, der skal passeres. Jeg når til Tasiusaq Fjord, som jeg går langs, og snart får jeg gamle hegn og bygninger fra det nedlagte fåreholdersted i syne.

Endelig! Efter omkring 12 kms vandring står jeg ved den første ruin i Hvalsey. 500 meter fra mig ligger den mest berømte af dem alle – Hvalsey Kirkeruin. Det er et dejligt gensyn med dette historiske sted, som jeg besøgte med en turistbåd for et par år siden. Men denne gang er jeg helt alene, og ja, siden jeg forlod Igaliku har jeg ikke mødt et eneste menneske.

Jeg bruger flere timer på at nærstudere ruinerne og læse tavlerne med information om området.

Man må ikke slå telt op i det fredede Hvalsey-område, men der er gode teltpladser uden for det indhegnede område. Men jeg vil gerne nå lidt længere i dag, inden jeg slår lejr. Jeg fortsætter mod vest, og en tydelig sti fører hen til en stor elmast. Højspændingsledningerne er her ført ned i jorden, så de ikke skæmmer Hvalsey-området.

Her starter så vandreturens mest krævende strækning. Det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt, og jeg kunne til dels have undgået det, hvis jeg havde trukket længere op i terrænet. Men i stedet følger jeg de fire elmaster, som man kan se langs fjorden.

Efter den første mast forsvinder stien, og tæt, højt krat og blokmark gør passage vanskelig. Jeg ender et par gange i blindgyder spærret af klippevæg eller bratte fald og må så vende om for at finde en bedre passage. Efter en times strabadser og småklatring når jeg endelig til den fjerde elmast. Herfra bliver det igen noget lettere terræn, og jeg når frem til Kuusuuaq-elven i god behold.

Kuusuuaq er en voldsom elv med flere kraftige fald. Men her ved dens udmunding i fjorden er det muligt at krydse den. Jeg er på udkig efter et sted at slå teltet op, og tænker jeg skal over på den anden side af elven og længere op i terrænet. Jeg kan også skimte en sti på den anden side.

Med lidt held kommer jeg tørskoet over elven ved at hoppe fra sten til sten. Jeg følger stien opad langs elven og når op i ca. 200 meters højde, hvor der er flere gode teltpladser med plan grund under fødderne og en fabelagtig udsigt over fjorden Qaqortukuluup Imaa.

Dag 4: Kuusuaq Elv -> Kommunal hytte

18 km

Er tidligt oppe – kl. 7. Solen skinner, men grå skyer trækker op, og vejrudsigten på min Garmin InReach lover regn, regn og regn. Så jeg må hellere komme afsted, mens det stadig er tørvejr, selvom stedet her i hele sin skønhed bare er fantastisk. Alene udsigten. Og mod nordøst kan jeg også se Killavaat (Redekammen), som rejser sig over 1.200 meter. Målet for dagens etape er en kommunal hytte (angivet som “4” på kortet) på den anden side af fjorden.

Jeg går mod vest op mod et pas, der ligger i ca. 330 meters højde. Varder og stier leder mig videre frem, og jeg når til bunden af den mindre Iterlassuaq Fjord. Herfra følger jeg stier tæt på højspændingsledningen videre gennem et pas i ca. 50-60 meters højde, hvorefter jeg får en blå bygning i syne, som ligger ved den næste lille fjord, Taartoq. Bygningen er en transformerstation, der fordeler strømmen fra et vandkraftværk inde i landet til Qaqortoq og Narsaq.

For at komme til den meget synlige blå bygning følger jeg stier tæt på højspændingsledningen ned mod stranden, som følges rundt, indtil jeg er ved bygningen. Tåge og regn har sat ind, så det er ikke særlig fornøjeligt, og jeg kan ikke engang komme ind i bygningen for at søge ly.

Så jeg må bare videre og går mod sydvest – stadig med elmasterne som pejlemærke. Regnen siler ned i stride strømme, så mit regntøj og slaget over rygsækken er på en hård prøve. Jeg ser egentlig ikke så meget og går bare så hurtigt jeg kan, og passerer nogle grønne græsmarker og noget hegn, som de synlige spor efter et nedlagt fåreholdersted (Qasigiannguit).

Derefter forlader jeg elledning og krydser over land via et mindre pas, indtil jeg igen når kysten af den store fjord, Qaqortukuluup Imaa. Jeg følger stien langs vandet mod syd, og kommer til en rød hytte, som jeg fejlagtigt tror er den kommunale hytte. Men det er en privat hytte, så jeg må videre.

Heldigvis – ca. 1,5 km senere – når jeg slutmålet, den kommunale hytte, og jeg tjekker straks ind og kommer i tørvejr. Stadig uden at have mødt et eneste menneske på turen.

Jeg får varmen og går i gang med at lave mad og tørre tøj. Hytten er meget basic med 4-5 sengepladser og et primitivt køkken. Vand kan hentes fra den nærliggende bæk. Foran er der en lille stenstrand, hvor man sikkert kan bade, hvis ellers vejret et til det.

Dag 5: Kommunal hytte -> Qaqortoq

10 km

En forholdsvis kort og let etape venter mig i dag ind mod byen Qaqortoq. Så jeg tager den med ro. Morgenen er overskyet, kølig (plus 5 grader) og med fin støvregn i luften. De strandede isfjelde i fjorden lyser op i turkise nuancer – en smuk kontrast til det grå vejr.

Jeg forlader hytten og følger stierne langs vandet i sydlig retning. Trods støvregnen er udsigten over fjorden stadig imponerende, og mod øst ser jeg klippeøen Arpatsivik. Med lidt god vilje ligner den en kolossal hval, og det menes, at netop denne form har givet navn til nordboernes kirke. Hvalsey betyder nemlig “hvaløen”.

Det går rimelig let derudaf på tydelige stier langs kysten. Jeg kommer forbi et par faldefærdige hytter, og efter 5-6 km får jeg øje på Lufthavnsvejen længere fremme. Jeg fortsætter tæt på vandet, og neden for Lufthavnsvejen krydser jeg en elv ved at hoppe fra sten til sten, tæt på dens udmunding i fjorden.

Kort efter kommer jeg op på selve vejen. For første gang siden Igaliku møder jeg igen mennesker – nogle anlægsarbejdere, der er i gang med at bygge vejen ud til den kommende lufthavn, som efter planen åbner i 2026. I det grå og regnfulde vejr følger jeg vejen det sidste stykke ind mod byen og går målrettet mod Siniffik Inn, hvor en rigtig seng venter.

Konklusion – Vandreruten fra Igaliku til Qaqortoq

Vandreruten fra Igaliku til Qaqortoq er en smuk og varieret tur gennem Sydgrønlands bjergrige og kystnære natur. Undervejs møder man unikke vidnesbyrd fra nordbotiden og oplever en sjælden ro og afsondrethed, som først ophører ved ankomsten til Qaqortoq.

Ruten egner sig godt til erfarne vandrere, der er trygge ved at navigere med kort, når afmærkningen er sparsom. Den er et oplagt valg for dem, der ønsker en flerdages vandretur i Grønland, som byder på store naturoplevelser uden at være decideret ekstrem.