Hvis man er godt forberedt på både terræn og vejr, kan man vandre i Nuuk stort set året rundt, også om vinteren.
- Udgivet:
- Senest opdateret: 16. juni 2025
På en frostkold novemberdag gik jeg en super god vandretur med start fra Nuuk Lufthavn for at følge den 7 km markerede vandresti, der går rundt om Quassussuaq-fjeldet også kaldet Lille Malene (450 moh). Vandrestien er angivet med grønne prikker på kortet nedenfor.
Jeg havde udstyret mine vandrestøvler med bedstemorsøm (skridsikre pigge), og det viste sig at være en god ide, da terrænet var meget iset og glat mange steder. De foregående dages slud og regn havde omdannet sneen til et lumsk isdække!
Efter at have gået nord om lufthavnen fulgte jeg de grønne markeringer for ruten, og der var en fantastisk udsigt ud over Nuuk-fjorden og til Sermitsiaq, det 1.210 meter høje, ikoniske fjeld, der ligger på en ø 13-14 km nordøst for byen. Ruten går ret meget op og ned, og da mange af mærkerne var dækket af sne, gik jeg efterhånden mere eller mindre tilfældigt, undertiden efter andre menneskers fodspor.
Fra denne side af Quassussuaq er der ingen markeret vandresti til toppen af fjeldet. Normalt kan man forholdsvis let følge skiliften op på den side af fjeldet, der vender mod lufthavnen. Men jeg var allerede pænt langt væk fra skiliften, så på et tidspunkt midt på vandreturen besluttede jeg mig for at nå toppen. På en sommerdag er det en forholdsvis nem ting at gøre, men i dag gjorde hård is og temmelig dybe snelommer, hvor jeg sank i til knæene, det til lidt af en udfordring, men dog alligevel sjovt at “bestige” den 450 meter høje fjeldtop.
Da jeg nåede toppen, blev jeg mødt af en absolut fantastisk udsigt over Nuuks ”skyline”, fjorden og fjeldene. Og for at sætte prikken over i’et sprang i det samme to paragliders ud fra toppen og lavede akrobatiske manøvrer. De kunne holde sig i luften sikkert i timevis på grund af den kraftige vind fra fjorden.
Efter et stykke tid gik jeg mod syd, men måtte stoppe hvert andet minut for at nyde udsigten. Langsomt gik solen ned, og gadebelysningen i Nuuk tændte. Jeg fortsatte langsomt ned ad Quassussuaq i sydlig retning, indtil jeg fik bydelen Qinngorput i syne. Jeg tog nogle gode fotos, og det markerede så afslutningen på dagens vandretur. På den måde endte jeg med ikke at følge den markerede rute hele vejen, men tog i stedet en “genvej” over toppen af Quassussuaq.
Grønne prikker: Vandresti rundt om Quassussuaq ("Lille Malene")
Gule prikker: Vandresti til Kuanninnguit (480 m)
Lyserøde prikker: Vandresti til Isikkivik (”Udsigten”) (660 m)
Orange prikker: Vandresti til Ukkusissat ("Store Malene") (760 m)
Note: Det anbefales ikke at bestige Ukkusissat om vinteren eller i dårligt vejr.
Læs meget mere om vandring i Nuuk i Turen går til Grønlands smukkeste vandreruter. Guidebogen indeholder detaljere beskrivelser af vandreruterne:
- Rundt om Lille Malene (Quassussuaq)
- Til toppen af Lille Malene (Quassussuaq)
- Til toppen af Store Malene (Ukkusissat)
- Samt afstikkere til Kuanninnguit og Isikkivik (”Udsigten”)
I bogen kan du også få nyttig information om vejrforhold, sikkerhed, påklædning, udstyr, transportmuligheder m.m. Så er du som vandrer klædt godt på til at tage ud i Grønlands vilde og storslåede natur.
Relaterede artikler
- Grønland
- -
Skønne vandre- og naturoplevelser venter i den afsidesliggende bygd Kapisillit i bunden af Nuuk-fjordsystemet. Kapisillit er en bygd med omkring 50 indbyggere, der ligger usædvanlig smukt ca. 75 km øst...
- Grønland
- -
Det er Grønlands hovedstad og den største by i Arktis med et hektisk byliv og nye boligblokke, der skyder op overalt. Men her er også højt til himlen, og naturen...




2 reaktioner
Hej Mohsen. Mange tak for beskeden.
Det kan godt lade sig gøre at tage turen rundt på mountainbike, men jeg ville nok ikke gøre det, da det er teknisk meget svært med en del bump/ujævnheder, så man ender med at skulle trække/bære cyklen lidt for mange steder. Se evt Mountainbike Nuuk: https://www.facebook.com/groups/106311672754316/
De bedste hilsner, Bo
Tak for en spændende artikel
Kan man tage turen lille Malene med en mountainbike?