En eftermiddagstur gennem Tasiilaqs Blomsterdal – fra legesyge hundehvalpe ved elven til smukke vandfald og et overraskende rigt blomsterflor mellem gold klippe og grus.
- Udgivet:
På vandretur i Blomsterdalen
Under vores besøg i Tasiilaq i juli 2026 ville vi selvfølgelig ikke snyde os selv for at se Blomsterdalen og finde ud af om den lever op til sit danske navn. Er det virkelig så mange blomster i dalen?
På grønlandsk hedder dalen Naasuliartarpik, som er sammensat af naasut (“blomster”) og et tilhæng, der betyder noget i retning af “stedet, hvor der er”, så det svarer meget godt til det danske navn.
Vi starter nede i vejsvinget, hvor elven løber ud i havnen, og går på en grussti langs nordsiden af den lille elv. Det varer ikke længe før de første hundehvalpe kommer os i møde – der er nemlig flere hundepladser langs elven, og mens de voksne slædehunde er i snor, løber de legesyge hvalpe frit omkring.
Længere fremme langs elven kommer vi til den meget synlige kirkegård med rækkerne af hvide kors. Her starter Blomsterdalen! 🌸🌼
Vi følger de trådte stier og får set en god del af området i løbet af en lang eftermiddag i strålende solskin. Det er forholdsvis nemt at finde rundt, da man kan følge stierne og holde øje med de hvide cirkler med en prik i midten, malet på klipperne. Desuden kan man altid bruge søerne Kuup Imia og Lake 171 (som de hedder på kortet) til at orientere sig efter.
Som det kan ses af billederne nedenfor, lever Blomsterdalen i høj grad op til sit navn – selvom der kan være langt mellem blomsterfloret. Mange steder er terrænet ret goldt med rå klippe, sten, grus og blokke. Men hvor der løber lidt vand eller er lidt fugtigt, springer det grønne frem med et rigt udvalg af farverige arktiske blomster.
Om vandreturen
Distance: 6-10 km
Varighed: 2-5 timer
Højeste punkt: op til 180 m
Laveste punkt: 0 m
●○○○○ Let rute ad markerede stier, spor eller grusveje.
●●○○○ Moderat let rute ad markerede stier, som stedvis kan mangle markering.
●●●○○ Moderat svær rute ad stier, der kun er stedvist markeret, og som på nogle stræk helt forsvinder.
●●●●○ Svær rute i umarkeret fjeldterræn, hvor orientering kan være vanskelig.
●●●●● Meget svær rute i umarkeret og øde fjeldterræn, hvor orientering ofte er vanskelig.
Klik for mere info om sværhedsgrad.
Blomsterdalen (Naasuliartarpik) er oplagt til en halvdagstur, hvor man kan variere turens længde efter behov. Terrænet er forholdsvist let med grusstier og klippeunderlag. Enkelte steder er der stejle passager, der dog ikke kræver klatring. Også egnet som løberute.
Om Tasiilaq
Med sine knap 2.000 indbyggere er Tasiilaq Østgrønlands største by, smukt beliggende ved Kong Oscar Fjord på sydsiden af den store ø Ammassalik. Her mødes man af majestætiske fjelde indrammet af gletsjere, isfyldte fjorde, hvor hvalerne springer, og et råt klippelandskab, der hist og her afløses af frodige enge.
Sådan kommer du til Tasiilaq
Fly til Nuuk med enten Air Greenland eller SAS. Herfra går der 2-3 gange om ugen propelfly til den lille bygd Kulusuk og derfra enten hurtigbåd (45 min.) eller helikopter (15 min.) til Tasiilaq. En returrejse koster fra 9.000 kr. I juni-august kan man også komme til Kulusuk med Icelandair via Reykjavik.
Overnatning
Man kan overnatte på Hotel Angmagssalik eller i gæstehuse og hytter hos bl.a. Arctic Dream Explorer og Red House. Teltpladser findes i Blomsterdalen lige efter kirkegården.



