EXPLORENATUREWITHBO

Eventyrlig vandretur i Paradisdalen

At nyde naturen og uberørtheden i den grønlandske vildmark er noget af en drøm for enhver vandrer. Men det kan også være særdeles hårdt og til tider risikabelt. Især når turen nær Nanortalik i Sydgrønland går over svære klippeblokke og stejle fjeldsider, via bundløs sump og over fossende elve.

I slutningen af august 2022 tager jeg på en solo-vandretur fra bygden Tasiusaq i Sydgrønland til den ikoniske Paradisdalen – eller Qinngua som den hedder på grønlandsk.

Paradisdalen er kendt for at have Grønlands eneste ”rigtige” skov takket være et relativt lunt og beskyttet klima langt fra havet. Der er massive granitfjelde og mange gletsjere på begge sider af den langstrakte og smalle dal. Der skulle bare være gudesmukt i dalen, og jeg glæder mig helt vildt til turen.

Jeg har fyldt rygsækken med mad nok til mindst 7 dage, samt mit letvægtstelt, trangia-kogesæt, tøj og diverse udstyr. Jeg når ikke at veje rygsækken, men den er pænt tung, på den forkerte side af 20 kg, tænker jeg.

DAG 1

Jeg har overnattet på Kap Farvel hotellet i Nanortalik og skal med Disko Lines rutebåd mod Tasiusaq. Afgang kl. 10.25 og efter at have sejlet den lange tur forbi to andre bygder, er jeg i Tasiusaq ca. kl. 14.30.

Fra havneanløbet i Tasiusaq går jeg øst forbi heliporten og følger derefter traktorvejen i nordøstlig retning langs kysten af den mindre Tasiusaq Fjord. Det regner, så det er ikke specielt fedt.

Fåreholderstedet i Saputit.

Der findes også et spor helt nede langs kysten, men pga. regnen tager jeg traktorvejen. Efter 4 km når jeg til fåreholderstedet Saputit, hvor jeg besøger den lokale farmer til en kop kaffe.

Herfra følger jeg traktorsporet mod øst og yderligere ca. 4 km mod nordøst, indtil jeg når sydspidsen af den store sø, Tasersuaq. Her er der sandstrand og gode teltpladser.

Der ligger et par både, som tilhører Saputits fåreholdere. Jeg møder 6 schweizere, og slår telt op nær dem. Det har regnet det meste af dagen, men heldigvis er det tørvejr lige nu.

DAG 2

Tåge og skyer letter i løbet af morgenen, og solen titter frem, så det ser ud til at blive en dejlig dag. Efter morgenmad vandrer jeg afsted sammen med den schweiziske gruppe. Vi går langs østbredden af den sydlige spids af Tasersuaq. Herefter går vi over land ca. 3 km mod NØ indtil vi når en lille stenstrand.

Teltlejr ved sydspidsen af Tasersuaq Sø.

Efter et ‘på gensyn’ med schweizerne fortsætter jeg alene langs sydbredden af Tasersuaq. Nu begynder det lidt mere besværlige terræn. Jeg går helt tæt på søen. Enkelte steder er der tæt birkekrat (2-3 meter højt fjeldbirk), men det kan nogenlunde forceres via fårestier. Andre steder er det lettest at hoppe fra sten til sten ude i søen.

Efter ca. 4 km når jeg til bunden af et lille indhak/vig i søen, hvor der er en varde og et par gode teltpladser. Herfra er det så, at jeg skal beslutte mig for om jeg vil følge pynten rundt langs søbredden eller gå op over fjeldkammen. I 2019 gik jeg pynten rundt, hvilket var svært, men det lykkedes dog.

Jeg anbefaler, at man går rundt om “pynten” og IKKE op over “Passet”, som er for stejlt og utilgængeligt pga. træbevoksning.

Denne gang vælger jeg at gå over fjeldkammen via et pas, der er i ca. 300 meters højde (se fotoet ovenfor). Det skulle jeg dog aldrig have gjort!

Turen op er virkelig vanskelig og anstrengende, især med en tung rygsæk. Opstigningen er stejl, og fjeldsiden er dækket af højt og svært passabelt birke- og pilekrat. Blokmark og stedvise lodrette passager vanskeliggør opstigningen yderligere.

Jeg mister orienteringen på vej op og kan ikke finde passet, og samtidig er jeg i tidsnød inden det bliver mørkt. Til sidst opgiver jeg, og må gå ned ad fjeldsiden igen tilbage mod udgangspunktet ved søen.

Pludselig falder jeg to meter ned, da jeg i et splitsekund mister fodfæstet på en klippeafsats. Jeg lander på ryggen. Helt udstrakt og forbløffet. Jeg ser stjernehimlen over mig og mærker klippegrund og buskads. Alt, jeg hører, er et kildevælds rislen og mit eget åndedræt. Jeg er uskadt. Rygsækken tog fra. Jeg forsøger at rejse mig og tumler videre ned ad fjeldkammen.

Nattemørket har for længst sænket sig. Jeg er aldeles alene og førstevidne til en kulsort polarhimmel, hvor stjernerne og mælkevejen står knivskarpt. Månen gemmer sig bag et fjeld, og et spektakulært nordlys strækker sig i hvidt og lysviolet over den store sø.

Og midt i denne smukke ’setting’ bander jeg over, at jeg lod min pandelampe blive hjemme. Heldigvis har jeg mine vandrestave, som nu viser sig dyrebare i min blinde søgen ned ad fjeldet gennem klippe, blokmark og mandshøjt birkekrat.

Det er over midnat, inden jeg totalt udmattet når ned til søbredden efter mange timers forgæves styrkeprøve med den 300 meter høje fjeldside. Jeg får i en fart slået teltet op og fortæret store mængder mad. Er for træt til at tænde trangia’en, så menuen står på rå pølser, saltede nødder og rugbrødsmadder. Men hvor smager det bare godt.

Dag 2 på min vandretur er overstået. Det var en barsk oplevelse. Heldigvis skal det vise sig at resten af turen bliver helt eventyrlig.

DAG 3

Næste morgen vælger jeg – klog af skade – vejen rundt om pynten! Efter knap 1 km langs søbredden søger jeg væk fra bredden opad til ca. 20-30 meters højde over søen. Her kommer et par vanskelige passager på skrånende terræn gennem besværligt krat, hvor lettere klatring er nødvendigt.

Resten af pynten rundt går det noget lettere, hvor jeg for det meste kan følge fårestier, som løber lige neden for den lodrette klippevæg i ca. 20-50 meters højde over søen. Man skal ikke gå helt nede ved søbredden (for farligt med vanskelige klatresteder). Af og til forsvinder fårestierne i pilekrat, men dukker hurtigt op igen.

Efter at være kommet pynten rundt, søger jeg igen ned mod søbredden. Derefter går jeg ca. 3 km i sydøstlig retning i let terræn langs søen via grus- og stenstrand, blok og lidt krat. Et par elve vades ved at hoppe fra sten til sten, inden jeg når den noget større elv, Qingeq Kujalleq.

Jeg vader over elven ved dens udmunding, hvor der er nogle sandbanker. Men det er dog også noget dybt, da vandet går mig til livet på det dybeste sted. Men det lykkes at komme sikkert over.

Det bedste sted at krydse elven er dog ca. 200 meter fra søen (finder jeg senere ud af), hvor der er nogle store sten i elven. En trådt, delvist tilvokset sti fører hen til dette vadested. Vandet når her lår- eller hoftehøjde afhængigt af hvor stor vandtilførslen har været de seneste dage.

På begge sider af elven er der gode teltmuligheder. Efter elvkrydsningen går jeg i relativt let terræn en halv times tid ad sandstrand og via lidt krat/blok, indtil starten af Paradisdalen nås. Her er der gode teltpladser på en langstrakt elvseng på østsiden af Qinngua-elven.

Udsigt over Tasersuaq Sø fra bunden af Paradisdalen, hvor der er sandstrand og iøvrigt god mulighed for at slå lejr.

Qinngua-elven er en stor, rivende elv, som er vanskelig at krydse, så det holder jeg mig fra. Vandet når mindst op til livet. Længere oppe i dalen, kan den lettere vades, men jeg bliver på østsiden af den.

Jeg går ca. 500 meter langs elven indtil birkeskoven for alvor starter. Det er her man kan opleve Grønlands eneste “rigtige” skov, hvor træer af arten fjeldbirk når op til 8-10 meters højde. Jeg ser også høje individer af grønlandsk røn og blågrå pil.

Jeg følger en fåresti helt tæt på elven (pas på ikke at falde i) 3-400 meter igennem højt birkekrat. Besværligt at komme igennem med rygsæk. Derefter kommer jeg til en ny elvseng, som ligner en god teltplads, hvor der også er en bålplads.

En ny fåresti følges gennem mere af det tætte birkeskov. Efter ca. 500 m mod NØ åbner det op igen, og jeg går ca. 2 km på forholdsvist åbent terræn, der er svagt stigende og med lavt krat.

Jeg får kæmpet mig yderligere et par km ind i dalen og slår teltet op på en velegnet elvbred. Den evige brusen fra den rivende elv er sød musik i mine øer, og jeg sover som en sten den nat.

Min teltplads dag 3 – tæt på Qinngua-elven.

DAG 4

Jeg er klar til at gå videre og i dag venter endnu mere genstridigt birkekrat/-skov, suppleret med besværlig blokmark. Generelt kan det anbefales at gå tæt på Qinngua-elven, hvor der nogle steder er flade stræk med grusaflejringer og lav vegetation.

Efter et par timer kommer den første gletsjer på østsiden til syne. Dens front ligger højt oppe (ca. 500 moh), mens klipperne nedenfor er helt glatslebne af isens erosion. Det samme gælder de næste to gletsjere på østsiden, som jeg passerer. De er meget imponerende. Men det er også tankevækkende, at fronterne har trukket sig så meget tilbage, som jo sandsynligvis skyldes de globale klimaforandringer.

Gletsjertungen har trukket sig langt tilbage og nedenfor ses de afslebne klipper, hvor gletsjeren tidligere har været.

Mindre elve fra gletsjerne skal krydses enten ved at jeg vader til knæhøjde eller hopper fra sten til sten.

Herefter kommer jeg til et område med grov blokmark. Tæt på Qinngua-elven er der ufremkommeligt birkebuskads, men længere mod øst ser det ud til, at jeg kan følge blokmarken op – en stigning på ca. 50 højdemeter – ved at følge vestsiden af en mindre gletsjerelv.

Derefter kommer jeg op på et større plateau med lav vegetation og finurlige klippeblokke smidt rundt omkring i dallandskabet. Her er utrolig smukt med de høje granitfjelde og mange gletsjere på begge sider af dalen. Solen skinner, og her er bare gudeskønt. At nå hertil er alle strabadserne værd. Jeg har simpelthen ikke set noget så smukt før!

Jeg slentrer euforisk gennem dette fantastiske landskab og finder en passende plads at slå teltet op ikke langt fra en stor gletsjersø. På nær den havørn, der fløj over mig for lidt siden, er jeg helt alene i den øde vildmark. Ikke en gang en polarræv eller snehare har jeg set – i øvrigt de eneste landpattedyr, der findes i området.

Teltpladsen ligger ca. 200 meter syd for en stor, turkisblå gletsjersø (230 moh). Man kan ikke direkte se søen pga. klippepartier, men vand kan hentes fra søen via en lidt kringlet passage forbi nogle klippeblokke.

Min teltplads i Paradisdalen på dag 4 og 5. Til venstre kan den turkise gletsjersø anes. Bagved tårner 2.000 meter høje granitfjelde.

DAG 5

Jeg har et par dage til at udforske Paradisdalen yderligere, inden jeg skal tilbage ad samme rute, som jeg kom. For enden af dalen er der et pas i ca. 600 meters højde, som skal passeres inden, man via en nedstigning gennem en ny gletsjerdal når bunden af Kangikitsoq Fjord.

Jeg lader teltet stå og fryder mig over, at jeg kun har en ganske let rygsæk med i dag. Jeg går en times tid mod nordøst i lav vegetation. Her er en utrolig smuk udsigt til alle sider. Majestætiske granitfjelde, højtliggende gletsjere, og nedenfor et delta med snoede elve, der ender i den turkise sø. Paradisdalen lever i den grad op til sit danske navn.

Jeg er så heldig at se en af gletsjerne kælve. Eller det vil sige, jeg hører et buldrende brag og i det jeg vender mig mod lyden, ser jeg kælvningen i fuld gang. Det er enorme mængder is, der falder ned fra den øvre del af gletsjeren til et plateau længere nede. Jeg ser det ske hele tre gange. Første gang får jeg et kæmpe chok over braget.

Jeg når til starten af et stort blokmarksområde, som jeg skal igennem. For dem, der godt kan lide at hoppe fra sten til sten og fra blok til blok, er dette pas som et kæmpemæssigt legeland. Her har gletsjerne skabt overdimensionerede stendynger, såkaldte endemoræner. Og klippeblokke ligger spredt overalt fra millioner af års nedbrydning af fjeldmassiverne.

Midt i det hele opdager jeg en lille elv, som jeg følger videre op. Den deler og samler sig flere gange med mange små og store vandfald. Den er som en grøn stribe i stenlandskabet med en utrolig frodighed af græsser, den store fjeldkvan, arktiske blomster og lysegrønne mosser. Virkelig smukt og eventyragtigt.

Ved toppen af passet ligger en lille sø i 555 moh. Omkring 500 meter inden søen forsvinder den lille elv under blokmark. Det sidste stykke mod søen er der store blokke. 555-søen passeres bedst vest om, da skrænterne er for stejle på østsiden.

Efter lidt søgen finder jeg et egnet sted at klatre op til ca. 40-50 meters højde over søen, hvorefter jeg kan gå forbi den. Jeg når til et virkelig flot udsigtspunkt i ca. 600 meters højde. Mod sydvest ses en stor gletsjer med afslebne klipper og et grønt dalforløb nedenfor, mod sydøst endnu en gletsjer og længere mod øst kan jeg skimte Kangikitsoq-fjorden.

Til venstre ses 555-søen. I baggrunden Kangikitsoq Fjord.

Jeg beslutter mig for ikke at gå længere men vende snuden tilbage mod teltet. På vej tilbage ser jeg gletsjeren fra før kælve en fjerde gang.

DAG 6

Mine dage i Paradisdalen har givet mig mange oplevelser for livet. Nu er det tid til at begive sig tilbage mod Tasersuaq Sø. Her har jeg en aftale med Malik, en lokal fåreholder, om at hente mig i båd, hvorved jeg sparer halvanden dags vandring mod bygden Tasiusaq, som også var dér, jeg startede mit eventyr.

Tilbageturen gennem Paradisdalen går noget nemmere end udturen. Nu har jeg jo været her før og samtidig hælder terrænet svagt nedefter, så jeg har et bedre udsyn og kan forsøge at undgå den værste birkeskov.

Jeg slår mit telt op på bredden af Tasersuaq. Solen går ned bag et fjernt fjeld, og en stor havørn kæmper mod tre ravne om luftherredømmet.

Aftensolen er ved at sænke sig over Paradisdalens fjelde. I midten ses den gletsjer jeg så kælve fire gange.

Dag 7

Denne morgen er her helt blikstille, men på kort tid blæser det kraftigt op fra øst. Pludselig er der store bølger på søen, og efter nogle timers venten får jeg en GPS-besked om, at båden ikke kan komme frem.

Jeg er nødsaget til at gå, og først henne ved det forhadte fjeld fra dag 2, ser jeg Maliks lille jolle kæmpe mod bølgerne.

Fra en strandbred kommer jeg ombord, og det bliver en sejltur tilbage mod Tasiusaq, hvor Malik i bogstaveligste forstand må ride på bølgerne. Et sidste vidnesbyrd om de store kræfter, der er på spil i den grønlandske natur. Og om hvordan fred og idyl på ingen tid kan blive til oprørte vande og fare på færde.

 

Om vandreturen

Distance tur/retur: 90 km
Varighed: 7 dage
Højeste punkt: ca. 600 m
Laveste punkt: 0 m
Sværhedsgrad: Svær

Denne vandretur går fra bygden Tasiusaq til Paradisdalen og op igennem dalen og tilbage igen ad samme rute.

Turen er i vanskelligt fjeldterræn. Ruten er ikke markeret, men af og til er der trådte stier eller fårestier.

At nå til Paradisdalen er for øvede vandrere, der har erfaring med afsides og svært fremkommeligt fjeldterræn. Det er muligt at forkorte turen ved at blive fragtet over søen Tasersuaq i en af fåreholdernes små joller. Det kan aftales med turistkontoret i Nanortalik.

 


 

Kort

Klik for større kort. (c) Bo Normander og greenmin.gl

 

Paradisdalen (Qinngua-dalen) er en smal og 15 km lang dal, der er indrammet af 2.000 meter høje fjelde og mange gletsjere på begge sider. Der er frodigt og grønt, og forskere har her fundet mere end 300 plantearter.

Paradisdalen er fredet, og den uberørte natur må på ingen måde forstyrres eller beskadiges.

Paradisdalen ligger meget afsides. Nærmeste beboelse er den lille bygd Tasiusaq, mindst to dages vandring derfra.

De få familier, der bor i Tasiusaq, lever primært af fiskeri og fårehold, og bygden er i sig selv et isoleret sted langt inde i Tasermiut Fjord. For at komme til Tasiusaq skal man sejle fra Nanortalik, Grønlands sydligste by. Disko Line sejler hver fredag.

 


 

Læs også min rejsebeskrivelse fra Paradisdalen i Sydgrønland i Politiken online (gratis gæsteadgang). Artiklen var også i papirudgaven af avisen den 16. oktober 2022.

“Jeg falder to meter ned, da jeg i et splitsekund mister fodfæstet på klippeafsatsen. Jeg lander på ryggen. Helt udstrakt og forbløffet. Jeg ser stjernehimlen over mig og mærker klippegrund og buskads. Alt, jeg hører, er et kildevælds rislen og mit eget åndedræt. Jeg er uskadt. Rygsækken tog fra. Jeg forsøger at rejse mig og tumler videre ned ad fjeldkarmen.”

 


 

Min rejse til Sydgrønland var støttet af Visit Greenland, Blue Ice Explorer og Disko Line.

2 reaktioner

  1. Meget flot og interessant beretning, en tak fra os, der er nysgerrige på emnet. Turen er tydeligvis for erfarne vandrere, gerne i par eller grupper – indtil videre i hvert fald …

    1. Mange tak for din besked og flotte ord. 🙏 Ja, det er bestemt en tur for erfarne vandrere der har særlig erfaring med den grønlandske vildmark.
      Turen fra bygden Tasiusq til søen Tasersuaq er dog forholdsvis nem, og der er mange muligheder for at gå dagsture i området, også nord for Kuusuuaq-elven. Det er simpelthen et fantastsisk smukt område. I byen Nanortalik er der også rigtig fine og korte vandreture rundt på den bjergrige ø som byen ligger på. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *